Bahar med sit sjette barn

Fattig kristen enke i Centralasien får ikke lov at begrave sin mand og bliver udsat for forfølgelse pga. sin kristne tro. Alligevel har hun ikke mistet troen på Guds trofasthed og magt.

Bahar*, er en fattig kristen enke i Centralasien*. Hun vidner om, hvordan hun har oplevet Guds trofasthed midt i sin vanskelige situation:

“Først var jeg helt forvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Havde Gud stadig tingene under kontrol? Passede han virkelig på os som familie? Passede han på mig? Her var jeg, gravid med mit sjette barn, min mand var lige død, vi havde så mange problemer i i forbindelse med begravelsen, og hele landsbyen, inklusive min egen svigermor, var imod os. Hvor og hvordan skulle vi bo?

Gud har lovet i sit Ord, at han aldrig vil slippe os eller forlade os, og det gør han heller aldrig. Et kort stykke tid troede jeg virkelig, at Gud havde forladt mig, men det varede heldigvis ikke længe. Snart forsikrede Gud mig om, at han var mig nær. Jeg genfandt min glæde i Gud, og jeg har tillid til, at han har alt under kontrol, selvom vores familie det seneste års tid har været igennem en meget vanskelig situation.”

Ville ikke fornægte Jesus på sit dødsleje
Bahar fortsætter, mens hun sidder med sin lille søn i armene: “Da jeg var gravid med denne lille dreng, vores sjette barn, var min mand, Bahtiyar*, syg og fik konstateret mavekræft. Vi bad ofte om, at han måtte blive helbredt, og sammen med de få øvrige kristne i vores landsby, ventede vi på, at Gud ville hjælpe os. Bahtiyar var også henne hos en læge, men der kunne ikke gøres meget for ham.”

Kort før Bahtiyars død kom flere mænd fra landsbyens moske hen til vores hus og talte med ham. De vidste, at han tidligere havde været muslim og nu var blevet en kristen. Nu, hvor han var så syg, begyndte de at diskutere med ham og opfordrede ham til at vende tilbage til islam. De lovede ham, at de ville give ham en ordentlig begravelse, hvis han gjorde det. Men Bahtiyar behøvede overhovedet ikke nogen betænkningstid; han ville ikke fornægte Jesus og sendte mændene væk.

Han var hos os i endnu tre dage, så døde han og var hjemme hos Herren. Hos os er det skik at begrave de døde samme dag, som de dør. Da min søn derfor gik hen til de andre kristne i landsbyen og fortalte dem, at hans far var død, kom de straks hen til os for at arrangere hans begravelse. De og nogle andre kristne fra en nærliggende by gjorde alt, hvad der skulle gøres og tog sig virkelig godt af vores familie. I overensstemmelse med vores traditioner blev Bahtiyars lig lagt i en åben kiste, så folk kunne vise ham en sidste respekt.”

Bahtiyars gravsted

Ville ikke tillade begravelse
“Da vi boede i en lille landsby, bredte nyheden om, at Bahtiyar var død, sig på ingen tid, og det varede ikke længe, førend Mullahen og mange af mændene fra landsbyen kom hen til den åbne kiste og begyndte at råbe ad de kristne. ‘I kan ikke begrave ham her på vores kirkegård,’ sagde de. ‘Vi vil ikke have ham her! Denne mand har forladt vores religion, han har forrådt os, og vi vil ikke have ham til at besmitte vores begravelsesplads. I må finde et andet sted at begrave ham!’ De var virkelig vrede og truede endda med at afbrænde vores hus og kisten med Bahtiyars lig. De kristne kontaktede politiet, men det tog et stykke tid, førend de ankom. I mellemtiden flyttede de hans lig til en anden landsby, Kisul*, der ligger i nærheden.

Vi forsøgte alle desperat at finde en løsning. Jeg var faktisk ret chokeret, da alt dette skete. Selvom vi ofte tidligere var blevet mødt med fjendtlighed, havde jeg alligevel forventet, at mændene ville respektere min mands død. De kristne mænd tog sig af sagen og holdt mig orienteret om, hvad der skete. I vores kultur er det mændene, der tager sig af begravelserne, mens kvinderne normalt bliver hjemme, tager sig af børnene og viser gæstfrihed.”

Nyt forsøg på begravelse
I Kisul* havde de kristne fået et stykke jord, som de kunne bruge som kirkegård. Derfor begyndte de kristne at grave en grav på denne kirkegård. Men førend de var færdige med at grave graven, ankom en skare af mennesker dertil på heste og i en lastbil. Tre mullaher, mange unge mænd og endda kvinder samt folk fra myndighederne i landsbyen råbte ad og truede de kristne. Stemningen var meget ubehagelig, og de kristne blev nødt til at forlade området for ikke at blive slået.

“Det lykkedes ikke for os at få min mand begravet den dag. Den næste dag tog de kristne i al hemmelighed hans lig og bar det til hen et helt andet sted, som ligger meget længere væk fra vores landsby, og der begravede de ham på en kristen kirkegård.”

Ingen barmhjertighed
Men selv da forsatte modstanden og presset mod de kristne. Mullaherne tog dernæst hen til Kisul*. De kom med seks biler fyldt med mennesker og truede folk i kirken i Kisul. Mullaherne krævede, at de kristne fortalte dem, hvor Bahtiyar var blevet begravet. De fandt imidlertid ikke gravstedet og forlod stedet i vrede. De fyldte så den grav, der var blevet gravet dagen før, op med jord for at hindre de kristne i at bruge den.

“Bortset fra nogle få kristne i vores landsby viste ingen nogen medfølelse eller venlighed. De var tværtimod vrede på os. De beskyldte mig for at have haft en dårlig indflydelse på min mand. Han plejede at være en af dem. Og det var mig, der havde taget ham bort fra dem, sagde de. Han var holdt op med at drikke, og han var ikke længere sjov at være sammen med, sagde de også.”

Brugte svigermoren som våben
“Mullahen havde fortalt landsbyens beboere, at vi var religiøse ekstremister og meget farlige. Ingen betvivlede hans ord. Alle troede på det, han sagde. Han var ganske tilfreds med, at vi ikke havde været i stand til at begrave Bahtiyar i landsbyen, og nu var de klar til at angribe os som familie samt de  tre eller fire andre baptist-familier i landsbyen.”

Og de havde fundet en måde, hvorpå de mente, at de kunne slippe af med familien. Bahtiyars mor, som var afhængig af alkohol, blev brugt som et redskab til at lægge pres på familien. Hun er 70 år og tror ikke på Kristus. Mullahen overbeviste hende om, at familien var en skamplet på landsbyen, og at hun var nødt til at smide sin svigerdatter ud af sit hus. Hun var meget vred og fortalte dem, at de skulle forlade huset. Selv sine egne børnebørn ønskede hun ikke længere at se.

Har Gud stadig tingene under kontrol?
“Først var jeg helt forvirret og vidste ikke, hvad jeg skal gøre. Havde Gud stadig tingene under kontrol? Passede han virkelig på os som familie? Passede han på mig?

Midt i alt dette blev min ældste søn syg. Og han var den eneste i familien, som havde et job. På grund af en parasit-infektion fik han et slagtilfælde, og han kan stadig hvert øjeblik få endnu et. Det gør det meget vanskeligt for ham at arbejde, og han har rigtig dårlig samvittighed på grund af det. Men jeg insisterer på, at, vi skal bruge de få penge, vi har, til at købe medicin.”

Oplevede Guds trofasthed
Mens familien derefter forsøgte at finde en løsning på deres situation, fik de besøg af en pastor, der bor i hovedstaden. Han havde hørt om deres situation og spurgte dem om, hvordan de ville klare at overleve under disse vanskelige omstændigheder.

“Hvordan? Det ved jeg ikke! Men én ting ved jeg: At Gud ikke svigter os! Det har han lovet i sit ord, og han holder altid, hvad han har lovet. Jeg tror, at pastoren blev berørt af vores situation. Han begyndte at hjælpe os og flere andre kristne. De tilbød os et hus i en nærliggende by. Det var vi virkelig begejstrede for, og derfor flyttede vi. Nu har vi vores eget hus med en lille have, hvor vi kan dyrke grøntsager. Børnene vil altid have brug for mange forskellige ting. Når vinteren kommer, får de fx brug for varmt tøj, og min søns medicin er dyr. Men jeg har set, at Gud er trofast.

Da min lille søn blev født, var jeg så glad! Selvom min mand ikke længere er hos os, gør vi en stor indsats for at stå sammen som familie. De yngste er endnu ikke klar over, at deres far er død. De tror, at han bare er ude at rejse. Vi har endnu ikke kunnet besøge gravstedet, da vi ikke har en bil, så vi kan køre hen på kirkegården.”

“Bed for os!”
Til slut kommer Bahar med en bøn til sin kristne familie verden over:

“Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for os. Men jeg ved, at Gud tager sig af os. Tak, fordi I beder for os. Bed også for de andre kristne familier, som stadig bor i landsbyen og hver dag møder fjendtlighed fra de andre landsbybeboere. I må også meget gerne bede for min svigermor. Jeg håber, at vi kan få det godt med hinanden igen, så hun kan opleve den glæde, det er at være sammen med sine børnebørn! ”

(Åbne Døre har igennem pastoren kunnet hjælpe Bahar til at leje et hus til familien og få de basale fornødenheder, den har brug for.)

* For at beskytte familien, nævner vi ikke landet, og navnene i artiklen er pseudonymer.

“For to dage siden foretog politiet en razzia i vores hus. De fjernede alle de bibler og kristne bøger, som vi havde i huset.”

Usbekere spiller på gaden

Lazar* går lige til sagen. Han er kirkeleder i Usbekistan, et land, som ikke så ofte bliver nævnt i nyhederne. Ikke desto mindre ligger det på niendepladsen på Åbne Døres Verdensrangliste over forfølgelsen af kristne verden over. Naomi Vinter, der er journalist, rejste for nylig til den tidligere sovjetiske stat for at se, hvordan kirken klarer sig. Kommunismens rødder virker endnu ikke til at være visnet. De usbekiske kristne balancer mellem på den ene side frygt for overvågning, trusler og fængsling og på den anden side tro på Guds løfter.

Et hemmeligt møde på et gadehjørne
På hjørnet af en travl gade venter jeg på Lazar. Jeg ved ikke, hvordan han ser ud, eller hvilken slags bil han kører i. Han ved lige så lidt om mig. Vi kender begge kun det gadehjørne, hvor vi har aftalt at mødes. Sådan er det med næsten alle mine møder her: Jeg får kun oplyst et sted og et tidspunkt. Hvis ingen dukker op, kan det være fordi, at det på det tidspunkt ikke er sikkert for de kristne at møde mig. Overvågningen i Usbekistan er omfattende. Når du som udlænding rejser i landet bliver du hele tiden gjort meget opmærksom på dette. Jeg er nødt til hver dag at registrere mig, og hotellerne skal bekræfte, at jeg virkelig har sovet der. Når jeg forlader landet, skal jeg desuden kunne gøre rede for, hvor jeg har været dag for dag.

Lagt i håndjern
Så stopper en bil, og jeg forstår pludselig, at det er ham. Lazar har genkendt mig som en vesterlænding. Jeg sætter mig ind i bilen, og vi introducerer os for hinanden. Lazar begynder at køre, mens han er på udkig efter et sted, hvor vi uforstyrret kan snakke sammen. Lazar har næsten ikke sagt noget i to minutter, da han fortæller mig om razziaen to dage tidligere. “Faktisk var spørgsmålet ikke, om politiet ville komme, men hvornår. Alligevel var det et nervepirrende øjeblik. Pludselig stod der ti politimænd uden for vores dør. Og jeg blev lagt i håndjern, som om jeg var en forbryder.”

Lazar vidste, at han blev overvåget. Han leder en husmenighed, som mødes i små grupper. “Flere forskellige personer havde allerede fortalt mig, at de i det forløbne år var blevet spurgt om, hvem jeg var, og hvad jeg gjorde.”

Illegal kirke

Ortodoks kirke i Usbekistan

“I en periode kom jeg i den Russiske Ortodokse Kirke, men jeg bemærkede, at der også var et behov for gudstjenester på usbekisk. Så derfor arrangerede jeg sådanne gudstjenester”, fortæller Lazar.

Jeg mindes, at jeg havde set en Russisk Ortodoks Kirke langs vejen. Udsmykket i pomp og pragt udgjorde den en kontrast til omgivelserne. Jeg så mennesker, der kom og gik. Det er vanskeligt at få dette til at stemme overens med det faktum, at folk som Lazar er under så hårdt et pres i det selv samme land.

“Det er kun den Russiske Ortodokse Kirke, der er tilladt i Usbekistan. Dem, der kommer i andre kirker, får næsten aldrig tilladelse til at mødes,” forklarer Lazar. Det betyder, at hans kirke er illegal. Præsident Islam Karimov, der er leder af det tidligere kommunistparti, sidder stadig solidt på magten og gør alt, hvad han kan, for at holde usbekerne i et jerngreb. Han er modstander af alt, hvad der har med religion at gøre, hvilket betyder, at for eksempel muslimer også er under pres.

To dage siden razzia
Vi har nu parkeret bilen og er gået ind i en travl café, hvor Lazar kan fortælle sin historie, og hvor vi ikke virker så iøjnefaldende blandt alle cafegæsterne. Men jeg spekulerer stadig på, om det er farligt for Lazar at blive set sammen med mig. Det er meget muligt, at han stadig bliver overvåget her kun to dage efter razziaen. Da jeg spørger Lazar om det, fejer han mine bekymringer til side. “Jeg er så glad for, at der er nogen, jeg kan snakke med,” siger han. Hans kone Leila* har sluttet sig til os og giver klart udtryk for, at hun er helt enig med Lazar. De virker begge til at være glade for at kunne fortælle deres historie til en, der kommer udefra.

Bøder på et års løn
Den straf, som Lazar kan modtage for at være i besiddelse af de “ulovlige bøger”, han havde i sit hus, er en fængselsdom på femten dage eller en stor bøde. Pludselig er jeg uden for samtalen, da de henvender sig til hinanden. “Jeg ville foretrække en fængselsstraf,” siger Lazar. Han kender til andre lignende tilfælde, hvor kristne er blevet idømt bøder, der svarer til mere end et års løn. Leila virker forvirret over sin mands reaktion. “Jeg ønsker ikke, at du skal komme i fængsel”, siger hun.

Sår ikke frygt
“Farisæerne forfulgte Jesus, men han fortsatte med sit arbejde. Aftenen efter razziaen læste jeg Salme 91, hvor der om Gud står: ‘Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’

Jeg vil ikke tillade mig selv at blive styret af frygt, for det hjælper dig ikke på nogen måde. Efter min anholdelse ringede en af naboerne til os. “Lazar”, sagde han, “vi har pakket vores ejendele, og vi er klar til at rejse til Moskva. Skal vi tage af sted?”

Lazar kan godt forstå denne holdning, men han lægger stor vægt på at lære sin kirkes medlemmer at have en anden indstilling. “Vi må modsætte os mennesker, der sår frygt. Guds løfter er stærkere”, understreger han. “Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten.”

Guds løfter er stærkere end frygten
Dette udsagn bliver hængende i mit sind. Jeg fortsætter med at rejse rundt i landet og møde andre kristne. Jeg hører om fængslinger, truende forhør og andre former for forfølgelse fra regeringen, som ønsker at undertrykke kristendommen. På heraf siger den ene efter den anden, fuld af overbevisning, til mig: “Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten.”

Kamp mod frygten
Alligevel kan denne frygt pludselig gribe fat om dig, hvis du befinder dig midt i en situation, hvor der er direkte forfølgelse. Det oplever jeg et par dage senere, da Lazar pludselig dukker op. Vi havde aftalt, at jeg skulle tale med ham igen senere hen i løbet af mit besøg, men han er kommet for at sige til mig, at mødet ikke kan finde sted. “Jeg forlader byen i aften. Min advokat har rådet os til at holde en pause. Der vil måske blive udført endnu en razzia mod vores hjem. Vi kan ikke klare det nu, derfor tager vi af sted.”

“Bed for mig og min familie,” siger Lazar til mig. Og lige så pludseligt, som han dukkede op, har han forladt stedet igen. I løbet af nogle få dage, oplever jeg, hvordan Lazar kæmper med truslerne, frygten og forfølgelsen fra det frygtelig hårde regimes side og med de overbevisninger, han har som kristen.

“Bed for mig!”
For øjeblikket, mens han balancerer mellem frygt og tro, indser jeg, hvor vigtigt det er, at Lazars historie bliver fortalt, og at der bliver bedt for ham rundt omkring i verden. Jeg beder om det, som han så overbevisende sagde til mig et par dage tidligere: At den frygt, som regeringen forsøger at så, ikke må slå rod i hans hjerte.

Et par uger senere rapporter Lazar, at han og hans familie er tilbage i hjemmet. Men problemerne er ikke forbi. Der er blevet rejst retssager mod ham, og myndighederne har truet ham med dødsstraf.

* Af sikkerhedshensyn er navnene i artiklen pseudonymer.

Opmuntrende reaktioner på satellit-tv: “Jeres program førte mig tilbage til Herren”

Evangeliet forkyndes via tv og radio

“Tak for jeres kærlighed. At tale med jer er som at lægge lægende medicin på et sår”, skriver Hasan, der bor i et land i Mellemøsten, til et kristent satellit-tv programs opfølgningsteam. Et af målene for de tv-stationer, som sender kristne programmer ud over hele Mellemøsten, er at hjælpe kristne med at stå faste i troen, når de lever i lande, hvor det store flertal er muslimer.

Mange mennesker, der bor i Mellemøsten har adgang til satellit-tv. De kan uden nogen større indsats se disse programmer i deres egen stue. Åbne Døre er både involveret i produktionen af og transmissionen af de forskellige programmer samt den opfølgning, der er efter programmerne.

Ført til Gud gennem tv-udsendelse
De reaktioner vi får, når vi efter udsendelserne følger op og taler med seerne, fortæller os, at vi helt klart opfylder et behov. Reaktionerne på programmerne varierer. Vi modtager spørgsmål om ægteskab, har diskussioner om teologiske emner, men får også opmuntrende reaktioner fra personer, der er blevet berørt af Herren gennem programmerne. “Den sidste episode om Nermeen, som var syg, berørte min forlovede og mig selv rigtig meget. Den bragte mig tilbage til Herren”. Det var den reaktion, som mand fra Nordafrika kom med, efter et af programmerne.

Masser af spørgsmål fra søgende
“Jeg var meget berørt af historien om den dame, der havde kræft, og hvordan Gud blev herliggjort gennem hende, og hvordan hun blev helbredt”, sagde en anden person fra Mellemøsten. “Mange tak for jeres råd og for den opmuntring, I har givet mig. Jeg har hårdt brug for det”, sagde en tredje. En kvinde fra Nordafrika har et interessant spørgsmål: “Jeg har en muslimsk ven. Han elsker kristne, og han ønsker at blive en kristen og gifte sig med en kristen pige. Hvad skal han gøre?” En mand fra det samme land har et lignende spørgsmål: “Jeg kender en, der ønsker at skifte religion, hvad skal han gøre?”

Helbredt for 20 års migræne

Evangeliet spredes til de fjerneste egne

Jafaar er meget opmuntret over en kontakt, han havde med en af folkene i opfølgningsteamet. “Tak for jeres kærlighed. At tale med jer er som at få lægende medicin på et sår.” Den 36 år gamle Hasan fortæller opfølgningsteamet, at han har lidt af migræne i mere end 20 år. “Jeg var nødt til at tage stærk medicin mod migræne, men det hjalp mig ikke. I de sidste seks måneder er anfaldene begyndt at komme to gange om ugen. Det var forfærdeligt at leve med sådanne smerter. Jeg har altid troet på Gud, men jeg var langt væk fra ham, indtil jeg i jeres program hørte, at vi skal bede ham om at helbrede os fra vores sygdomme. Jeg bad ham om at helbrede mig, men jeg var ikke holdt op med at tage medicinen”, siger han. “Jeg gik i kirke om søndagen, og jeg bad vores præst om at bede for mig.” Vi begyndte at bede sammen, og mens vi bad og sang sammen, følte jeg noget mærkeligt ske. Jeg fik en følelse af, at jeg ikke længere havde migræne. Og siden den 10. maj i år har jeg ikke haft nogen migræne anfald. Jeg ønskede at fortælle jer om dette, fordi jeg tror, Gud har helbredt mig fra denne migræne,” fortsætter manden. “Jeg ville bare gerne vidne om dette – specielt over for de mennesker, der går igennem det samme. Mange tak for det smukke program.”

Endnu en af seerne, Carla, skriver: “Mange tak for jeres råd og den opmuntring, I har givet mig. Jeg er hårdt brug for det, og jeg vil følge jeres råd.”

Disse stærke og opmuntrende beretninger og vidnesbyrd viser, hvordan Evangeliet vokser sin vækst og når ind selv der, hvor det ellers er umuligt at nå ind.

Steve Jobs from Apple (From: Wikipedia.org. Copyright: Matt Yohe)

Steve Jobs’ hjælp til den forfulgte kirke

“Det er ikke blot den nørdede leder, der nyder godt af Apples vækst,” siger en Åbne Døres observatører af situationen i Mellemøsten. “Den eksplosive vækst og de beslutninger, Apple har truffet, har også betydet en kraftig vækst i brugen af nye teknologier, der kan hjælpe den forfulgte kirke.”

Under vejledning af Steve Jobs, medgrundlægger af Apple, der den 24. august fratrådte som administrerende direktør for virksomheden, er det ene succesfulde produkt efter det andet blevet lanceret. På grund af den store udbredelse af Apples produkter i løbet af det sidste årti har Apple ofte sat nye standarder for digitale formater. Og denne udvikling har ofte været en stor hjælp i arbejdet med at sprede Evangeliet og hjælpe de forfulgte kristne til at kunne lære Guds Ord bedre at kende.

“I virvaret af forskellige formater for behandling af lyd, video og tekst, har Apples beslutninger om at udvælge nogle få universelle formater,” fortæller Åbne Døres medarbejder, “gjort det meget lettere for os at nå mange mennesker med det samme produkt.”

I dag er næsten alle bærbare afspillere eller telefoner, der kan vise video, i stand til at bruge den komprimerede metode H.264 (eller MP4) til afspilning af videoer, som blev udbredt med introduktionen af Apples første iPhone. Desuden har Apples beslutning om at bruge ePUB i deres elektroniske læsere til e-bøger i høj grad understøttet udbredelsen af bibler i et enkelt, digitalt format.

Bibelen som tekst kan spredes mere effektivt
Åbne Døres medarbejder forklarer: “I Mellemøsten og Nordafrika er der flere lande, som vi anser for at være lukkede lande. Det er svært for os at bringe bibler ind i disse områder, og for de kristne, der kommer fra en muslimsk baggrund, kan det være farligt at være i besiddelse af en trykt udgave af Bibelen. I den situation er en digital bibel på ens mobiltelefon både sikrere og lettere at bruge. I vores region har rigtig mange en mobiltelefon – og helst en, der ser fancy ud. Fordelen ved EPUB-formatet er, at det automatisk arrangerer teksten sådan, at teksten fint kan læses, selv på en lille skærm på en mobiltelefon.”

Evangeliet spredes gennem lyd og video
“I tillæg til Bibelen som skreven tekst,” fortæller medarbejderen videre, “findes der desuden for mange sprogs og forskellige bibeloversættelsers vedkommende en indtalt version af Bibelen, som er tilgængelig i lydformat. Disse lydversioner kan relativt nemt stilles til rådighed for mobiltelefoner og MP3-afspillere. Dette er meget nyttigt for kristne, der er analfabeter, og for dem, der vokser op i en mundtlig tradition, hvor det at høre en historie er vigtigere end at læse en.”

“Den arabiske verden, og verden generelt, er i forvejen vant til at modtage mange indtryk gennem lyd og billeder, og korte video klip om Jesu liv eller videoer, der forklarer det grundlæggende i Evangeliet, kan være meget stærke og kan påvirke folks liv. Ved hjælp af Wi-Fi og Bluetooth teknikker kan disse filer endda også ganske let overføres fra den ene kristen til den anden. Der er ikke brug for nogen stor trykpresse for at gøre det!”

“Det er fantastisk,” konkluderer Åbne Døres medarbejder, “at se, hvordan teknologien kan bruges på en god måde og fremme Guds rige!”

Ruth mistede sin far, da guerillaer slog ham ihjel. Bagefter kæmpede hun med sorg, bitterhed og selvmordstanker. Men en dag oplevede hun et vendepunkt i sit unge liv.

Ruths far blev skudt af guerillaer i Colombia

Hun havde ikke leet i næsten to år – lige siden sin fars tragiske død i august 2009. Selvom hun stadig kunne lide at dyrke sport og at snakke med sine venner, var der ikke længere det samme liv i hendes øjne, sådan som hos mange andre teenagere. Og når hendes venner lo, lo hun aldrig med dem.

Ruth troede, at hun aldrig nogensinde igen ville begynde at føle den glæde, som hun engang havde følt, før hendes far blev dræbt. Hun var kun 14 år gammel på det tidspunkt, og to år senere troede hun stadig, at det var hendes skyld, at hendes far, som var en velkendt kirkeleder i det østlige Colombia, blev myrdet.

Fyldt af bitterhed og vrede mod sig selv
Den dag guerillaerne skød ham, ventede han på hende et øde sted. Hendes far, Donato, og mor, Sandra, havde givet Ruth lov til at tage hen for at spille sit yndlings spil, fodbold. Men på vej tilbage blev hun forsinket. Derfor var hendes far, Donato, gået ud for at lede efter hende.

Hun begyndte at blive mere og mere fyldt af bitterhed indvendig, og hun blev mere og mere vred på sig selv, da hun blev overbevist om, at det var hende, der havde forårsaget sin fars død. Ved sin 15 års fødselsdagsfest kunne hun ikke holde tårerne tilbage. “Jeg ønsker ikke at leve længere,” hulkede hun.

Selvmordstanker
Selvmordstanker blev en del af hendes hverdag, mens hun til stadighed skændtes med sine søstre og kæmpede med en utilfredshed over alt det, der gjorde hendes liv uudholdeligt. Hendes mor, der nu var enke og modtog regelmæssig økonomisk og psykologisk hjælp gennem Åbne Døres “Program for martyrers familier”, indrømmede, at selv om alle hendes fire børn kæmpede med problemer pga. deres fars død, var det Ruth, der havde det værst.

Vendepunktet

Ruth forstod, at hun er værdifuld i Jesus

Ruth fra Colombia sept 2011Men i juli måned ændrede Gud situationen for Ruth, da hun var en af de 30 enkers børn, som blev inviteret til at være med på en lejr for forældreløse børn. Lejren, der var sponsoreret af Åbne Døre, var for børn og unge fra seks forskellige regioner i Colombia.

I løbet af de tre dage, lejren varede, brugte Gud sjælesørgere, som ved hjælp af spil, aktiviteter og undervisningssessioner konfronterede Ruth med hendes inderste smerte og hjalp hende ind på en vej, som førte til helbredelse.

“Jeg ønsker at fylde mit hjerte med tilgivelse”
På et tidspunkt blev hun bedt om at nedskrive alle de ting, hun ønskede skulle fylde hendes hjerte. Da hun og de andre var færdige, fik de hver en overdådig pude, der var formet som et hjerte. De stoppede så papirerne ind i puden og syede den til, så den var lukket, og papiret for altid ville forblive indeni den.

“Jeg ønsker at fylde mit hjerte med tilgivelse over for mig selv og over for dem, som dræbte min far,” skrev Ruth. Så gik hun hen for at fortælle de andre, hvad hun havde skrevet, noget som hun ikke tidligere havde haft mod til at tale om. Børnene og teenagerne smilte sommetider over, hvad de havde fortalt hinanden. Samtidig var deres øjne ofte fyldt af tårer, når de gav efter og græd deres smerte ud.

Murene faldt
Da de forstod, hvad Skriften lærte dem, og når de bad sammen, begyndte de mure, som Ruth opbygget havde i sit hjerte, at falde.

En anden af lejrdeltagerne, Adriana, havde mistet både sin far og sin onkel i et dødbringende angreb. Selv om hun var blevet født ind og opvokset i et kristent hjem, indså hun for første gang, at hun ikke havde givet sit liv til Jesus, og hun tog nu imod ham her på lejren.

Adskillige andre, ligesom fx Paola, indså, at deres personlige forhold til Gud var blevet skadet af deres fars død. Et søskendepar, Ingrid og hendes bror Felipe, besluttede sig for sammen for at genopbygge deres liv med Herren ved hver dag at sætte tid af til at bede og læse Bibelen.

Sammen med de andre, der var i alderen fra 10 til 20 år, var Ruth med til at male et stort vægmaleri, hvor hvert barn skrev sætninger og tegnede billeder, der gav udtryk for deres smerte.

Deres ansigter så anderledes ud
“Der er mere smerte end glæde,” skrev Paola, da hun tegnede et forpint hjerte. Luis på 16 år tegnede et trist ansigt. En anden, som nu med glæde kunne se fremtiden i øjnene, skrev: “Fra sorg til lykke”. Ved afslutningen af lejren, da de samledes omkring et bål, hvor de sang sammen, så deres ansigter meget anderledes ud, end da de først ankom til lejren.

Glæden var også tydelig ude i lejrens køkken, hvor to enker, der havde mistet deres mænd i henholdsvis august og september 2009 hjalp med at lave mad de tre dage. Mens deres børn var beskæftiget med lejrens aktiviteter, fortalte Sandra og Gloria, hvor meget det betød for dem, at deres kristne søstre havde bedt om, at Guds kærlighed måtte røre ved og helbrede både dem og deres børn, så de kunne komme igennem sorgen.

Som en familie
De fortalte også om, hvordan Åbne Døre havde været som en familie for dem, der har støttet dem lige siden deres mænds død. Gloria tilføjede:

“Efter, at jeg har mistet min mand, har jeg sommetider helt mistet lysten til at gøre alt det, jeg skal gøre. Men her føler jeg mig nyttig, og jeg er glad for at kunne hjælpe og tjene disse børn, der, ligesom mine børn, ikke længere har deres fædre.”

“Arbejdet er endnu ikke færdigt”
Men på trods af deres åbenbare glæde “er arbejdet endnu ikke færdigt,” sagde pastor Hector, der er en af sjælesørgerne og forbederne på lejren. “Det er nødvendigt at holde ud, indtil de oplever dybtgående resultater.” I løbet af september måned følger Åbne Døres repræsentanter og frivillige, der hjalp til på lejren, op på lejren og besøger hver enkelt af dem, der var med på den i juli måned.

Desuden er der planlagt endnu et arrangement for de forældreløse børn i oktober.

Sammen med Ruth blev også to andre piger på lejren i juli optaget som nye medlemmer på Børnecentret, hvor de vil bo, modtage kærlig rådgivning, gå i skole og det næste års tid hjælpe til med det daglige arbejde på centrets landbrug.

“Nu ved jeg, at jeg er værdifuld”
Fuld af glæde sagde Ruth: “Det er så svært at finde nogen mennesker, der virkelig tager sig af mig. Jeg troede slet ikke, at der var nogen! Men nu er jeg klar over, at der er nogen, og at jeg er værdifuld over for dem, som jeg ikke engang kender! ” “Jeg vil gerne være en god kristen og tjene Herren af hele mit hjerte,” sluttede hun.

Libyisk pastor får besøg af journalister

Livet er gradvist ved at vende tilbage til det normale i Tripoli.

“Butikkerne åbner igen”, fortæller en af pastorerne denne eftermiddag til Åbne Døre. “Vi kan igen tage ud og shoppe og købe dagligvarer.”

“Vi er meget taknemmelige over situationen”
Pastoren planlægger fredagens gudstjeneste, fortæller han over telefonen.

“Sidste gang var der kun mellem 40 og 50 til gudstjenesten. Det er langt mindre end normalt. Jeg forventer, at mange af dem, der plejer at komme, i den nærmeste fremtid vil vende tilbage, især de egyptiske medlemmer “, siger han.

Han fortsætter: “Vi er meget taknemmelige over situationen. Tak, om I vil bede for Libyen! Vi håber virkelig, at Libyen vil blive et moderat islamisk land.”

Journalister på besøg
I dag besøgte nogle journalister pastoren i kirken. Journalisterne, som var ledsaget af bevæbnede oprørere, spurgte til kirkernes situation i det nordafrikanske land, og pastoren fortalte dem om den aktuelle situation.

Libysk pastor: Livet vender tilbage til TripoliPastoren fortæller også, at han holder en tæt kontakt med medlemmerne af sin kirke. “Mest for at opmuntre dem og for at bede sammen med dem”, forklarer han.

“Bed for vores land!”
Til slut understreger han endnu en gang, hvor vigtigt det er, at alle kristne – både i og uden for Libyen – beder for landets fremtid: “I den kommende tid er det vigtigt at bede om forsoning og genopbygning af landet.”

Gadebillede fra Kampala, Uganda

Muslimsk far låste sin 14-årige datter inde i et rum med næsten ingen mad eller vand i månedsvis – blot fordi hun er blevet kristen. I dag kan hun ikke længere gå pga. torturen.

En 14-årig pige i det vestlige Uganda er stadig ikke i stand til at gå, 10 måneder efter at hendes far torturerede hende, fordi hun har forladt islam og er kommet til tro på Kristus, fortæller områdets kristne.

Susan Ithungu fra landsbyen Isango, der ligger i Kasese distriktet, har været indlagt på hospitalet i Kagando siden oktober 2010, hvor naboer med politiets hjælp reddede hende fra hendes far, Beya Baluku.

Han blev kort tid efter anholdt, men blev hurtigt løsladt igen, fortæller kilder.

“Stadig stærk i Herren Jesus Kristus”
“Det er ved Guds nåde, at Susan stadig er i live,” sagde han efter et besøg hos hende i sidste uge. “Selvom hun ikke kan gå, kan hun nu tale. Hun kan endnu kun spise skånekost. Men den virkelig gode nyhed er, at Susan stadig er stærk i Herren Jesus Kristus. Hun har brug for forbøn og støtte, så at hun snart kan genoptage sin uddannelse.”

Susan og hendes yngre bror, Mbusa Baluku, boede alene sammen med deres far, efter at han var blevet skilt fra deres mor.

I marts 2010 talte en evangelist fra kirken “Bwera Full Gospel Church” ved Susans skole, og hun besluttede sig for at tro på Kristus som sin frelser.

“Truede os med en skarp kniv”
“Vores far advarede os mod at gå hen i kirken eller lytte til Evangeliets budskab,” fortalte Susan. “Han truede os endog med en skarp kniv og sagde, at han var parat til at dræbe os ved højlys dag, hvis vi konverterede til kristendommen.”

Levede et halvt år af mudder og ristede bananer i et mørkt rum
“Han låste hende inde i huset i seks måneder i et rum, hvor hun var helt uden mulighed for at kunne se dagslys,” sagde præsten. “Den yngre bror fik at vide, at han ikke måtte fortælle nogen, at Susan var spærret inde i et værelse uden mad.”

Den yngre bror, Mbusa, fortalte, at når deres far var væk, ristede han bananer til sin søster.

“Jeg gravede også et hul under døren, hvor jeg kunne hælde vand igennem,” sagde han. “Min søster kunne drikke vandet ved at bruge sin tunge. Men de fleste dage levede hun kun af mudder.”

Naboer greb ind
Pastor Joseph Baluku fra “Bwera Full Gospel Church” i Kasese fortalte, at det var naboer, der opdagede, at pigen blev holdt låst inde i et rum med næsten ingen mad eller vand. Det var også dem, der meddelte overgrebene til myndighederne og efter hendes befrielse tog hende med hen til regeringshospitalet, der ligger cirka 45 km fra landsbyen i Kasese distriktet.

En nabo, som ønsker at være anonym, fortalte om, hvordan naboerne blev bekymrede, da de ikke havde set hende i flere måneder.

“Hendes bror fortalte os, at Susan var spærret inde i et af rummene i huset,” fortæller naboen. “Derefter indberettede vi sagen til myndighederne i Harukunggu og til politistationen i Bwera. Politiet tog så hen til huset og brød døren ind.”

Susan blev straks kørt til provinsens regeringshospital, som ligger cirka 17 km fra byen Bwera, hvor pastor Baluku besøgte hende.

Var skind og ben og kunne ikke tale eller gå
“Den unge Susan var meget dårlig, kun skind og ben, og hun var meget svag. Hun var ikke i stand til hverken at tale eller at gå,” fortalte præsten. “Hendes hår var blevet gult, hun havde lange negle og indsunkne øjne, og hun så meget tynd ud. Hun vejede mindre end 20 kg.”

Medlemmer af hendes kirke, “Full Gospel Church” i Bwera, bad for hende og besøgte hende på hospitalet, der ligesom mange andre offentligt støttede hospitaler i regionen normalt ikke opkræver regningen for opholdet, førend patienten udskrives. Disse hospitalers priser ligger også langt under de private hospitaler.

Kirke og naboer forsøger at betale hospitalsregning
Det er uvist, hvornår Susan vil blive udskrevet fra hospitalet, men pastor Baluku fortalte, at områdets beboere og kirkens medlemmer vil forsøge at indsamle de midler, der skal til for at betale regningen for hospitalsopholdet.

Pastoren fortalte, at betalingen af regningen fra sådanne offentlige hospitaler ofte kan udskydes, indtil man har penge nok til at betale den.

“Det kan blive en udfordring at skaffe pengene, men vi vil forsøge at gøre vores bedste,” sagde han.

Khartoum hovedstaden i Nord-sudan

Hiba Abdelfadil Anglo, der er 16 år, er flygtet fra en bande muslimer, der kidnappede hende sidste år, men det kan komme til at tage lang tid, før hun kommer sig over de traumer, hun har fået i forbindelse med kidnapningen.

Da hun fortalte nyhedsbureauet Compass Direct, hvordan kidnapperne slog og voldtog hende og forsøgte at tvinge hende til at konvertere fra kristendommen til islam, brød hun i gråd i næsten en halv time.

Hiba blev bortført den 17. juni 2010, og hun blev genforenet med sin familie den 10. juli i år.

“Omvend dig til islam eller bliv dræbt!”
“Jeg blev adskillige gange advaret om, at hvis jeg ikke konverterede til islam, ville jeg risikere at miste livet,” sagde hun. “Den mand, der holdt mig fanget i sit hus, torturerede mig ved flere lejligheder og truede med at dræbe mig. Han tillod mig ikke at bede kristne bønner. Han fornærmede endda min familie og kaldte den for en vantro familie.”

Hiba fortalte, at det efter et års fangenskab var lykkedes for at give den uidentificerede mand, der holdt hende fanget i sit hus, indtryk af, at hun virkelig var konverteret til islam og havde accepteret sin skæbne. Derfor lod han hende være ubevogtet. Hun var derfor i stand til at forlade huset i Soba Al Aradi området syd for Khartoum og tigge en bilist om at tage hende med til sit hjem, der lå to timer væk der fra, fortalte hun.

Indespærret, slået og voldtaget
Hendes mor, Ikhlas Omer Anglo, som er enke, fortalte Compass, at kidnapperne målrettet gik efter dem, fordi de er kristne og er medlemmer af “Sudans Presbyterianske Evangeliske Kirke” i Khartoum.

Først blev hun låst inde i et rum og slået, indtil hun var bevidstløs. Lederen af gruppen voldtog hende så, og hun lider stadig under smerter i sit højre øje fra et slag, han for nylig gav hende, fortalte hun.

“I tillæg til, at hun misbrugte mig seksuelt, forsøgte han også at tvinge mig til at ændre min tro og blev ved med at minde mig om, at jeg skulle forberede mig til Ramadanen,” sagde hun. “Jeg kan ikke glemme disse frygtelige begivenheder, og når jeg forsøger at bede, har jeg svært ved at glemme det alt sammen. Jeg vil meget gerne, om andre kristne vil bede for mig om, at jeg må opnå indre helbredelse.”

Et kig ind i hverdagen for en af deltagerne i Åbne Døres Priscilla Program

Chau (ikke hendes rigtige navn) er en syerske, som sammen med sin 10-årige søn bor på et landbrug, hvor de dyrker ris, i en landsby i Mekong Deltaet i Vietnam.

Hendes søn er krøbling, og Chau måtte opgive sit job for at tage sig af ham. Hendes mand er skrædder og arbejder i Saigon, som ligger omkring tre timers kørsel med bus fra deres landsby.

En vanskelig hverdag
Ligesom de fleste andre familier i Delta området, bor Chau sammen med sin svigerfamilie, hvilket er meget udbredt i landdistrikterne i Vietnam. Ofte er forholdene i disse hjem langt fra hjertelige, og Chaus situation har ikke været nogen undtagelse. Hun har lidt under både fysisk og psykisk misbrug fra hendes svigerforældres side. Men hvad der var endnu værre, var, at hendes mand, som kun kom hjem en gang om ugen, intet gjorde for at forsvare hende. Han tolererede endda mishandlingen.

Chau gjorde sit bedste for at indordne sig, men ofte endte hun med at give igen, når hendes svigerfamilie gjorde hende ondt.

Fandt kærlighed hos Jesus
For fire år siden lærte Chau imidlertid Jesus Kristus at kende. Hun begyndte at opleve en forandring i sit hjerte. Hun gjorde sit bedste for at deltage i alle møder i kirken. Her fandt hun den kærlighed og accept, hun havde længtes efter i sit liv.

Så hørte Chau om et træningsforløb for kvinder bestående af 12 moduler, som blev tilbudt i hendes lokale kirke. Hun blev meget interesseret og meldte sig straks til. I løbet af denne tid blev den mishandling, hun konstant var udsat for fra sin svigerfamilies side, blot endnu værre på grund af hendes ny fundne tro. Men Chau stod fast på sin beslutning om at følge Jesus Kristus.

Sneg sig til møde når familien sov
Hun ventede, indtil hendes svigerforældre var faldet i søvn, og sneg sig så hen til kvinde klassen. På grund af de restriktioner hun var underlagt derhjemme, var det vanskeligt for Chau at være med de første par dage af undervisningsforløbet, som strakte sig over fem dage. Men senere lykkedes det hende at vågne op meget tidligt om morgenen og få overstået alle sine gøremål i hjemmet, så hun kunne få tid til klassen.

“At blive som Kristus”
Da Chau deltog i det modul, som har overskriften “At blive som Kristus”, lærte hun meget om ydmyghed. Siden da blev Chau mere bevidst om at vise ydmyghed, når hun var hjemme. Snart begyndte hendes svigerforældre at bløde op i deres holdning til hende, og de forhindrede hende ikke længere i at deltage i kvinde klassen.

Vil nu gerne lære Kristus at kende
Folk fra hendes lokale kirke begyndte også for nylig at besøge Chaus svigerforældre. På grund af de ændringer de har kunnet se hos Chau, vil de også gerne selv lære Kristus at kende, men de har været flove over at spørge til hendes tro på grund af den måde, de har behandlet hende på.

På grund af den måde, hvorpå Chau er vokset åndeligt og på grund af hendes ændrede liv, vil det nok ikke vare længe, førend hele hendes familie vil dele troen på Jesus Kristus.

Gudstjeneste i landsby ved Bauchi i Nigeria

Kristne flygter fra by i det nordlige Nigeria, da terrororganisationen Boko Haram siges at planlægge et massivt angreb mod dem.

Kristne i delstaten Borno i det nordlige Nigeria forventer, at de i slutningen af måneden vil blive mål for et massivt angreb til minde om den ekstremistiske islamiske sekt, Boko Harams leders død. De kristne i området er allerede i forvejen tvunget til at opgive at holde gudstjeneste pga. angreb fra sekten.

I Maiduguri, som ligger cirka 870 km. nordøst for den nigerianske hovedstad, Abuja, strømmer de kristne ud af byen.

Kirker bliver lukket ned, da mange af deres medlemmer har mistet livet under angrebene, der ikke er ophørt, selv efter at sikkerhedsfirmaer er blevet hyret som forsvar mod angriberne.

Compass var vidne til, hvordan de fleste kirkebygninger i Maiduguri blevet lukket ned og bevogtet af soldater og politi.

Nogle kirker, som har været dristige nok til stadig at være åbne, er blevet tvunget til at omlægge deres gudstjenester, for at undgå at blive angrebet af de militante islamister, der vidste, at de fleste gudstjenester starter kl. 10.00, fortæller kirkeledere fra kirken “The Living Faith Church” (Winners Chapel) i området Bulunkuttu i Maiduguri. Kirken “Church of Christ i Nigeria” ( COCIN) i Gomari området har oplevet et drastisk fald i antallet af gudstjenestedeltagere: Fra 2.250 kirkegængere til 759 i kirken “The Living Faith Church” og fra 500 til 240 i COCIN kirken.

Medlemmer af den islamiske ekstremistiske organisation Boko Haram har taget ansvaret for disse bombninger af kirker og andre angreb.

Desuden forventes det, at den islamistiske sekt, der har erklæret jihad mod den nigerianske regering, vil iværksætte en terrorist offensiv i slutningen af denne måned, som markerer to års dagen for stifteren af Boko Haram, Mohammed Yusufs død.

Elizabeth Kendal, som er forsker er religionsfrihed, skriver på sin blog “Religious Liberty Monitoring”, Boko Haram i juni 2010 offentligt vedkendte sine forbindelser med al-Qaeda i det islamiske område Maghreb i det nordvestlige Afrika.

Kendal bemærker desuden, at Yossef Bodansky, der er forsker i terrorisme, forudsiger, at denne udvikling kan føre til en dramatisk vækst i terrorisme, herunder selvmordsbombninger, som hidtil har været ukendt i Nigeria.