Den 2. febebruar jævnede den kommunale styrelse i Malatya 3 bygninger med jorden. Bygningerne stod på den armensk-kristne kirkegård.

Den ene bygning havde fungeret som opholdssted for vagten, en anden som en slags baderum hvor man kunne istandgøre den afdøde og et lille kapel beregnet til en sidste bøn. Myndighederne påstod, at kapellet (tegnet af den berømte tyrkisk-armenske arkitekt Ozkaragoz) var blevet opført uden den nødvendige byggetilladelse. Det viste sig senere ikke at være sandt. Tværtimod havde både provins-guvernøren og borgmesteren i Malatya bevilget tilladelse til at renovere bygningerne. Hvad ligger der mon bag sådan en hændelse?

I Malatya stod det armenske lokalsamfund lamslået og så til, hvordan kommunen jævnede kapellet på deres historiske kirkegård med jorden. Kapellet var under restaurering.

Sidst i 1940 blev den armenske kirkegård i Malatya inddraget under kommunen, men den bruges stadig af de 50 mennesker, der udgør det armenske samfund. Der foretages kun et beskedent antal begravelser årligt. For 4 måneder siden gav Malatya-guvernøren Ulvi Saran og Malatyas borgmester Ahmet Cakir begge deres støtte til, at bygningerne på den armenske kirkegård blev renoveret, men at de ikke selv ville involveres. Hvis armenierne derimod selv fandt de nødvendige penge og fik arbejdet udført, var det helt i orden. Det måtte de gerne. Renovationen gik hurtig i gang, og blev betalt af armeniere, der er bosat i Istanbul, men som havde deres rødder i Malatya.

Renovationen var næsten færdig, da myndighederne tromlede det hele ned.

Tyrkiets armenske samfund i Malatya var rystet. Fortvivlet iagttog de arbejdende bulldozere, der blev kørt hen over deres forfædres grave. “Har vi virkelig fortjent at blive behandlet sådan, hvad kan vi stille op? Vi byggede ikke det lille kapel for at bruge det til os, der bor her. Det er til ære for slægten, vores ophav, som ligger her.” Kapellet skulle erstatte et telt, der før blev brugt til “en sidste bøn”.

De ansvarlige i byrådet fik travlt med at sige, at kapellet var opført uden byggetilladelse, men armenierne kunne bevise, at det ikke var sandt; både provins-guvernøren og borgmesteren havde begge givet deres tilladelse. Cakir, borgmesteren, bortforklarede det med, at det hele grundede på en misforståelse mellem myndighederne. Han sagde, at den oprindelige ordre havde været at brække vagtens opholdssted ned, men at arbejderne havde været meget grundige. Armenierne påstod, at vagtens hus var inkluderet i byggetilladelsen, og at det var utænkeligt, at der kunne opstå nogen form for misforståelse.

Medierne i Tyrkiet kastede sig straks over historien, og nu blev både høje og lave embedsmænd interviewet og udfordret. Medierne kom selv med flere bud på, hvordan sådan noget kunne forekomme. Her er et udpluk:

- intolerance over for armenierne, som kunne være udløst af den fransk-tyrkiske konflikt. Frankrig vedtog i januar i år en lov om, at det nu er strafbart at benægte folkedrab.(Folkedrabet i Armenien 1915 og Holocaust).

- borgerne i Malatya var imod projektet. De lokale havde foretaget en underskriftindsamling, fordi de var imod opførelsen af et bede kapel for armeniere.

- det kunne knyttes til Hrant Dink – sagen. Hrant Dink var en tyrkisk-armensk menneskerettighedsforkæmper, der blev fundet myrdet 19. januar 2007. Gerningsmanden blev dømt 27. januar 2012, og en ung mand fik livstidsdom, og de øvrige blev frikendt. Statens involvering blev afvist. Hrant Dink var fra Malatya, hvor hans aner ligger begravet på den armenske kirkegård.

- der går endnu et spor til 18.april mordet, 2007. Da blev 3 kristne dræbt på redaktionen Zirve Publishing House. Det tyske offer, Tillmann Geske, ligger begravet på kirkegården. Retssagen mod morderne og deres eventuelle bagmænd slæber sig stadig af sted. Set i et større perspektiv kunne kirkegårdens destruktion meget vel knyttes til denne sag og den generelle tyrkiske attitude over for (religiøse) minoriteter.

Det er ikke let at gennemskue, hvad baggrunden for den ødelagte kirkegård kunne være. Dog skal der ikke være nogen tvivl om, at det samme ville aldrig være sket, hvis det havde drejet sig om en muslimsk begravelsesplads og ikke et sted, der tilhørte et forsvarsløst mindretal – et let mål.

I mellemtiden har kommunen i Malatya givet sit tilsagn til at genopbygge hele komplekset – inklusiv vagtens kontor.

Endeløse grå cementvægge, hvor du end kigger hen. På vejen fra lufthavnen ind til byen omringer mure nabolaget, et hospital og alle kirker.
Bagdad by er pakket ind i cement. Og det er ikke kun cement, som er nok. På veje, nær hospitaler og kirker finder du armerede køretøjer og tungt bevæbnede soldater i skudsikre veste.

I december rejste et team fra Åbne Døre til denne by for at besøge de kristne i Bagdad. Her er forholdene for to kirkeledere i en by som nogle kalder ”den mest farlige by i verden”.

En evangelisk forsamlings kirke er placeret i en af Bagdads forstæder. Som så mange andre steder er der flag på husene i dette nabolag med billeder af Hussein Ibn Ali, den islamiske profet Mohammeds barnebarn. Det er Ashura, tiden for sorg til erindring om Husseins martyrium. Mange shiitter tager på pilgrimsrejse til Irak. For nogle af sunnierne giver dette anledning til nye angreb. Det giver ekstra spændinger i landet; vil sunnierne og shiitterne lade hinanden i fred, eller vil det igen føre til voldelige konfrontationer eller eksplosioner? Kristne er måske ikke ligefrem et særligt mål, men de er alligevel mere årvågne end normalt. Helt sikkert, en bombe i den lokale souq vil ikke gøre den store forskel, hvilken religion det end er.

Indgangen til kirken er gemt bag store cementblokke, flere meter høje, som danner en væg omkring kirken. Ved siden af indgangen står Ahmed. Ligesom soldater og politimænd på gaderne har han en skudsikker vest over sin blå uniform. Mens han holder sin automatriffel, iagttager han roligt gaden. Bag ham står et militærkøretøj, som kan modstå temmelig meget. For få måneder siden beordrede regeringen denne mur sat omkring kirken. ”Det er sådan, de forebygger, at noget som helst skal ske for os,” siger Dawud, pastoren for forsamlingen, som mødes i bygningen for at holde gudstjeneste. Med ironi i sin stemme tilføjer han, ”Og dog, en raket kan jo nemt flyve over disse mure!”

Mens vi får kaffe sammen, er det os som får spørgsmål fra vores irakiske broder. ”Er det i orden for jer at være her ? Ville jeres familier lade jer rejse? Er de bekymrede for jer, mens I er her?” Det er nogle af de mange spørgsmål, Dawud stiller os. ”Pris Herren for, at I er her. Sidste gang vi havde kristne udefra var i 2004.”

Dawud kender sin bys farer. Han fandt ud af, at cement og sikkerhedsforanstaltninger ikke kunne beskytte ham. Han kørte i sin bil, da en bombe sprang tæt på. ”Bilen var et totalt vrag, men førersædet var uskadt. Jeg havde glasstumper i mit hår, og på grund af braget mistede jeg hørelsen et stykke tid. Det så ud som om en beskyttende skærm var sat rundt omkring mig.”

FORSAMLING

Dawud (34) er pastor for en kirke med 250 – 300 medlemmer. Medlemsantallet er omtrent som for 7 år siden, men alligevel er forsamlingen totalt forandret. ”Vi er her for at tage vare på de mennesker, som bliver. Det er hårdt at se så mange forlade os. De er en del af vores menighed, tager del i discipeltræningen, og så rejser de.” Usikkerheden i Bagdad og hele landet er en vigtig faktor, som driver folk til at rejse, uden håb for fremtiden. Nogle tager til det nordlige Irak, men størstedelen rejser ud af landet.
Alligevel er kirken fyldt om søndagen. ”Folk går i kirke. De søger en tro som taler om fred og håb. Der er et stærkt ønske om at vide mere fra Bibelen. Dem, der går i kirke, kan være troende med en mere traditionel baggrund, men også muslimer kommer. Dørene her er åbne. Alle er velkomne i Guds hus, så hvem er jeg, at nægte besøgende at komme? Selvfølgelig, vi behøver megen visdom fra Gud, så vi kan svare de søgende og hjælpe dem til at lede i den rigtige retning.”

USIKKERHED

Siden udenlandskes troppers ankomst og Saddam Husseins fald har mange kristne forladt landet. Men kirken overlevede. Nogle gange kom volden meget tæt på. ”For nogen tid siden hørte vi bomber eksplodere. Først på afstand, men lyden kom nærmere. Så sendte vi menigheden hjem. Det var ikke sikkert at fortsætte med møderne indtil det blev mørkt og så sende folk hjem,” forklarede Dawud.

I de første år efter Saddams fald var volden især uden for kirkens mure. Det store vendepunkt var angrebet på den syriske katolske katedral d. 31. oktober 2010, da terrorister gik indenfor i kirken og åbent angreb kristne.

Det lykkedes terroristerne at komme forbi 5 kontrolsteder, kidnappe folk i kirken og efterlade 58 døde. ”Siden dette angreb er vores brødre og søstre bange, det er de stadig i dag. Det skete tæt ved dette sted. Fra et af vores kontorer i denne bygning kan man se den anden kirke. Det var et vel planlagt og forberedt angreb.”

Dawud udtrykker den almindelige følelse, mange kristne har: ”Et af hovedspørgsmålene er for mig stadig, hvordan lykkedes det angriberne at komme forbi kontrolstederne med deres våben? Og hvordan er det muligt at sikkerheden ved kirken pludselig var på så lavt niveau?
Det fremmer usikkerhed. Hvis dette kan ske i en velkendt og tilsyneladende beskyttet kirke, hvad så med andre kirker?”

Siden dette angreb er kristne oftere blevet et mål. Beskeden er klar: ”I hører ikke til her, I skal forsvinde.” Sommetider fik kristne denne besked via telefonen, SMS eller med brev: ”Vi dræber dig, hvis du bliver.”

Det føles helt uvirkeligt at tale om denne form for trusler og vold, mens man fredeligt sidder i kirken. Men et blik uden for bygningen, bringer virkeligheden tilbage. Cementvæggene spærrer for udsynet. Tanken om, at denne samtale pludselig kunne blive forstyrret af en eksplosion, gør hele situationen mærkelig. Hvordan kan nogen leve med denne form for trusler og usikkerhed?

”Vi er forvirrede,” siger Dawud. ”Hvad skal vi gøre, og hvor kan vi tage hen? Det er et stort ansvar for os pastorer. Hvad øjeblik det skal være, kan en gal terrorist trænge ind i vores kirke og begynde at skyde. Vi har ansvar for vores menighed; for børn, kvinder og mænd. Folk spørger os, hvad de skal gøre. Men jeg ved det ikke. Jeg kan fortælle dem, hvad jeg gør. Men jeg kan ikke sige, om de skal rejse eller blive. Mit svar er, at jeg bliver, selvom jeg har mulighed for at rejse. Jeg bliver ved med at lede forsamlingen. Hvis jeg var bange, burde jeg ikke være her.”

LIGESOM DEN FØRSTE MENIGHED

Amir falder ind i samtalen, han er en ældste, ligesom Dawud er han i trediverne med en ung familie. ”Det er en udfordring at være en kristen i Irak. Kristne bliver betragtet som et svagt og let mål. De hører ikke til en stor gruppe eller klan, som kan beskytte dem. Men vi er også kendt som kærlige og omsorgsfulde folk, og det giver respekt.”

”Jeg mener, vi lever som i tiden med Bibelens første kristne menighed. Da var der også forfølgelse. Kristne var på flugt og blev dræbt, men andre mennesker blev nået med evangeliet. Det var og er stadig ikke nemt. Men vi ser også Guds nåde. Han viser os vejen. Vi ser mange mennesker komme til kirken. Kirken bliver anset for at være det bedste og sikreste sted at gå hen. Åndeligt er det sikkert, men ikke fysisk. Udenfor er der kaos. Jesus og kirken er vores sikre sted.
Amir ved, hvad han taler om. Næsten alle, du møder i Bagdad, har oplevet et angreb eller kender en af sine nærmeste, som har. Engang ramte en raket Amirs hus, Den ramte bederummet, hvor han var 5 minutter før. ”Til en vis grad bliver du vant til det,” siger han. ”Al volden og eksplosionerne hører Satans rige til. For noget siden var jeg et sted, hvor en bombe havde eksploderet. Jeg kunne stadig lugte de brændte menneskekroppe. Da jeg kom hjem ramte det mig virkelig hårdt, og jeg havde en rigtig hård tid. Men en indre stemme sagde: Følg mig.”

Og det er netop, hvad disse kirkeledere og deres menighed gør – følger Jesus på denne hårde men passable vej. Endnu er det ikke håbløshed, som dominerer samtalerne i Bagdad. Tværtimod.
”Jeg har en positiv tankegang,” siger Dawud. ”Jeg ønsker at se kirken i Irak vokse. Skønt jeg ikke ved, hvordan det skal ske nøjagtigt. Måske er det gennem besværlighederne og forfølgelsen.”
Amir tilføjer til dette: ”Lidelser er en af Guds velsignelser. Det får mig til at vokse nærmere til ham.
Det er grunden til, at vi kan lede denne kirke. Vi ser mange mennesker komme til tro, og også mennesker som er søgende. Nogle spørger os, hvorfor vi er så fredfyldte og anderledes. De er trætte af volden og finder ikke svarene hos deres egne åndelige ledere.”

De er ikke engang misundelige på vestens frihed, fordi de ser helt klart, at deres arbejde er midt i Bagdads kaos, siger Dawud. ”Jeg er ikke misundelig. Guds nåde gør mig tålmodig. Hvert eneste minut her behøver vi Gud. Jeg er overbevist om, at vi vil se forandringen i vores land. Det eneste, jeg behøver, er tålmodighed.”

Åbne Døre fortsætter med at støtte de irakiske troende i denne vanskelige situation ved at træne kirkeledere, uddele Bibler og andre materialer, give praktisk hjælp og give rådgivning ved traumer. Så vel før Saddam Husseins fald, de følgende år og indtil nu, har Åbne Døre været aktive i Bagdad og andre byer i det nordlige Irak, hvortil mange kristne er flygtet hen.

Kirkelederne ønsker jeres bøn for:
Enhed mellem kirkerne
Sikkerhed for kristne, især efter de amerikanske tropper har forladt Irak.
At der vil blive forandring i det retslige system, så der bliver religionsfrihed.
At landets ledere vil regere

Denne ø synes at være åben, men den er underlagt mange restriktioner. Næsten alle cubanere oplever mangel på bogstaveligt talt alt.

Kristne kan findes i hele Cuba, og manglerne er ekstreme for dem. Der er en kronisk mangel på bibler og kristen litteratur. “Hver måned har vi dåbsgudstjenester, og vi får ofte ti-tolv nye kristne døbt,” rapporterede en kvindelig præst. “På grund af mangel på bibler, giver vi ikke folk en bibel, når de konverterer. Før de bliver døbt, har de mulighed for at tage på et ‘kristendomskursus’. Når folk er færdige med kurset og er blevet døbt, får de en bibel. På denne måde har vi mere sikkerhed for, at Bibelen virkelig vil blive brugt.”

Kristent lederskab er mangelfuldt i Cuba. “Der er mangel på godt, solidt kristent lederskab i kirkerne. Vi har ikke den fornødne viden og kunne virkelig godt bruge noget godt studiemateriale om bibelsk lederskab,” 　erklærede en cubansk præst.

Kristne mangler steder at tilbede sammen. Én pastor i Cuba sagde, “Vi har ikke vores egen bygning

og vores huse er for små at mødes i. Hver søndag bruger vi alle de transportmidler, vi kan

opdrive og tager ud på landet. Der er vi mindre iøjnefaldende, og vi kan holde gudstjenester under åben himmel. Men hvis det regner eller blæser for meget, er vi nødt til at aflyse. Det er en skam, for vi er så glade for at mødes.”

En anden præst sagde, “Vi får ikke tilladelse til at bygge nye kirker eller kirkebygninger. Kun de kirkebygninger, der har været her før 1959, er officielt registreret som kirkebygninger. Siden da har det ikke været muligt at anskaffe tilladelser til nye kirkebygninger. “

Da en præst blev spurgt, hvad hans største ønske er, svarede han, at erobre byen for Jesus Kristus!”　Dette er en drøm for mange cubanske kristne, der viser deres ukuelighed midt i restriktionerne.　Er der for få bibler? Så deler de simpelthen bibler med hinanden og kopierer bibeltekster. Er det forbudt at forkynde Guds Ord uden for deres kirkebygning? Så sørger de for, at musikken og ordene fra salmer og lovsange bliver hørt gennem de åbne vinduer i bygningen. Bliver de kørt væk af politiet, når de evangeliserer på gaden? Så fortsætter de et andet sted i morgen.

Cubanske kristne ser restriktionerne som en udfordring. De har modet til at drømme. De står fast på　deres tro. På denne måde bliver Ordet hørt og kirken i Cuba er voksende.

Bahar med sit sjette barn

Fattig kristen enke i Centralasien får ikke lov at begrave sin mand og bliver udsat for forfølgelse pga. sin kristne tro. Alligevel har hun ikke mistet troen på Guds trofasthed og magt.

Bahar*, er en fattig kristen enke i Centralasien*. Hun vidner om, hvordan hun har oplevet Guds trofasthed midt i sin vanskelige situation:

“Først var jeg helt forvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Havde Gud stadig tingene under kontrol? Passede han virkelig på os som familie? Passede han på mig? Her var jeg, gravid med mit sjette barn, min mand var lige død, vi havde så mange problemer i i forbindelse med begravelsen, og hele landsbyen, inklusive min egen svigermor, var imod os. Hvor og hvordan skulle vi bo?

Gud har lovet i sit Ord, at han aldrig vil slippe os eller forlade os, og det gør han heller aldrig. Et kort stykke tid troede jeg virkelig, at Gud havde forladt mig, men det varede heldigvis ikke længe. Snart forsikrede Gud mig om, at han var mig nær. Jeg genfandt min glæde i Gud, og jeg har tillid til, at han har alt under kontrol, selvom vores familie det seneste års tid har været igennem en meget vanskelig situation.”

Ville ikke fornægte Jesus på sit dødsleje
Bahar fortsætter, mens hun sidder med sin lille søn i armene: “Da jeg var gravid med denne lille dreng, vores sjette barn, var min mand, Bahtiyar*, syg og fik konstateret mavekræft. Vi bad ofte om, at han måtte blive helbredt, og sammen med de få øvrige kristne i vores landsby, ventede vi på, at Gud ville hjælpe os. Bahtiyar var også henne hos en læge, men der kunne ikke gøres meget for ham.”

Kort før Bahtiyars død kom flere mænd fra landsbyens moske hen til vores hus og talte med ham. De vidste, at han tidligere havde været muslim og nu var blevet en kristen. Nu, hvor han var så syg, begyndte de at diskutere med ham og opfordrede ham til at vende tilbage til islam. De lovede ham, at de ville give ham en ordentlig begravelse, hvis han gjorde det. Men Bahtiyar behøvede overhovedet ikke nogen betænkningstid; han ville ikke fornægte Jesus og sendte mændene væk.

Han var hos os i endnu tre dage, så døde han og var hjemme hos Herren. Hos os er det skik at begrave de døde samme dag, som de dør. Da min søn derfor gik hen til de andre kristne i landsbyen og fortalte dem, at hans far var død, kom de straks hen til os for at arrangere hans begravelse. De og nogle andre kristne fra en nærliggende by gjorde alt, hvad der skulle gøres og tog sig virkelig godt af vores familie. I overensstemmelse med vores traditioner blev Bahtiyars lig lagt i en åben kiste, så folk kunne vise ham en sidste respekt.”

Bahtiyars gravsted

Ville ikke tillade begravelse
“Da vi boede i en lille landsby, bredte nyheden om, at Bahtiyar var død, sig på ingen tid, og det varede ikke længe, førend Mullahen og mange af mændene fra landsbyen kom hen til den åbne kiste og begyndte at råbe ad de kristne. ‘I kan ikke begrave ham her på vores kirkegård,’ sagde de. ‘Vi vil ikke have ham her! Denne mand har forladt vores religion, han har forrådt os, og vi vil ikke have ham til at besmitte vores begravelsesplads. I må finde et andet sted at begrave ham!’ De var virkelig vrede og truede endda med at afbrænde vores hus og kisten med Bahtiyars lig. De kristne kontaktede politiet, men det tog et stykke tid, førend de ankom. I mellemtiden flyttede de hans lig til en anden landsby, Kisul*, der ligger i nærheden.

Vi forsøgte alle desperat at finde en løsning. Jeg var faktisk ret chokeret, da alt dette skete. Selvom vi ofte tidligere var blevet mødt med fjendtlighed, havde jeg alligevel forventet, at mændene ville respektere min mands død. De kristne mænd tog sig af sagen og holdt mig orienteret om, hvad der skete. I vores kultur er det mændene, der tager sig af begravelserne, mens kvinderne normalt bliver hjemme, tager sig af børnene og viser gæstfrihed.”

Nyt forsøg på begravelse
I Kisul* havde de kristne fået et stykke jord, som de kunne bruge som kirkegård. Derfor begyndte de kristne at grave en grav på denne kirkegård. Men førend de var færdige med at grave graven, ankom en skare af mennesker dertil på heste og i en lastbil. Tre mullaher, mange unge mænd og endda kvinder samt folk fra myndighederne i landsbyen råbte ad og truede de kristne. Stemningen var meget ubehagelig, og de kristne blev nødt til at forlade området for ikke at blive slået.

“Det lykkedes ikke for os at få min mand begravet den dag. Den næste dag tog de kristne i al hemmelighed hans lig og bar det til hen et helt andet sted, som ligger meget længere væk fra vores landsby, og der begravede de ham på en kristen kirkegård.”

Ingen barmhjertighed
Men selv da forsatte modstanden og presset mod de kristne. Mullaherne tog dernæst hen til Kisul*. De kom med seks biler fyldt med mennesker og truede folk i kirken i Kisul. Mullaherne krævede, at de kristne fortalte dem, hvor Bahtiyar var blevet begravet. De fandt imidlertid ikke gravstedet og forlod stedet i vrede. De fyldte så den grav, der var blevet gravet dagen før, op med jord for at hindre de kristne i at bruge den.

“Bortset fra nogle få kristne i vores landsby viste ingen nogen medfølelse eller venlighed. De var tværtimod vrede på os. De beskyldte mig for at have haft en dårlig indflydelse på min mand. Han plejede at være en af dem. Og det var mig, der havde taget ham bort fra dem, sagde de. Han var holdt op med at drikke, og han var ikke længere sjov at være sammen med, sagde de også.”

Brugte svigermoren som våben
“Mullahen havde fortalt landsbyens beboere, at vi var religiøse ekstremister og meget farlige. Ingen betvivlede hans ord. Alle troede på det, han sagde. Han var ganske tilfreds med, at vi ikke havde været i stand til at begrave Bahtiyar i landsbyen, og nu var de klar til at angribe os som familie samt de  tre eller fire andre baptist-familier i landsbyen.”

Og de havde fundet en måde, hvorpå de mente, at de kunne slippe af med familien. Bahtiyars mor, som var afhængig af alkohol, blev brugt som et redskab til at lægge pres på familien. Hun er 70 år og tror ikke på Kristus. Mullahen overbeviste hende om, at familien var en skamplet på landsbyen, og at hun var nødt til at smide sin svigerdatter ud af sit hus. Hun var meget vred og fortalte dem, at de skulle forlade huset. Selv sine egne børnebørn ønskede hun ikke længere at se.

Har Gud stadig tingene under kontrol?
“Først var jeg helt forvirret og vidste ikke, hvad jeg skal gøre. Havde Gud stadig tingene under kontrol? Passede han virkelig på os som familie? Passede han på mig?

Midt i alt dette blev min ældste søn syg. Og han var den eneste i familien, som havde et job. På grund af en parasit-infektion fik han et slagtilfælde, og han kan stadig hvert øjeblik få endnu et. Det gør det meget vanskeligt for ham at arbejde, og han har rigtig dårlig samvittighed på grund af det. Men jeg insisterer på, at, vi skal bruge de få penge, vi har, til at købe medicin.”

Oplevede Guds trofasthed
Mens familien derefter forsøgte at finde en løsning på deres situation, fik de besøg af en pastor, der bor i hovedstaden. Han havde hørt om deres situation og spurgte dem om, hvordan de ville klare at overleve under disse vanskelige omstændigheder.

“Hvordan? Det ved jeg ikke! Men én ting ved jeg: At Gud ikke svigter os! Det har han lovet i sit ord, og han holder altid, hvad han har lovet. Jeg tror, at pastoren blev berørt af vores situation. Han begyndte at hjælpe os og flere andre kristne. De tilbød os et hus i en nærliggende by. Det var vi virkelig begejstrede for, og derfor flyttede vi. Nu har vi vores eget hus med en lille have, hvor vi kan dyrke grøntsager. Børnene vil altid have brug for mange forskellige ting. Når vinteren kommer, får de fx brug for varmt tøj, og min søns medicin er dyr. Men jeg har set, at Gud er trofast.

Da min lille søn blev født, var jeg så glad! Selvom min mand ikke længere er hos os, gør vi en stor indsats for at stå sammen som familie. De yngste er endnu ikke klar over, at deres far er død. De tror, at han bare er ude at rejse. Vi har endnu ikke kunnet besøge gravstedet, da vi ikke har en bil, så vi kan køre hen på kirkegården.”

“Bed for os!”
Til slut kommer Bahar med en bøn til sin kristne familie verden over:

“Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for os. Men jeg ved, at Gud tager sig af os. Tak, fordi I beder for os. Bed også for de andre kristne familier, som stadig bor i landsbyen og hver dag møder fjendtlighed fra de andre landsbybeboere. I må også meget gerne bede for min svigermor. Jeg håber, at vi kan få det godt med hinanden igen, så hun kan opleve den glæde, det er at være sammen med sine børnebørn! ”

(Åbne Døre har igennem pastoren kunnet hjælpe Bahar til at leje et hus til familien og få de basale fornødenheder, den har brug for.)

* For at beskytte familien, nævner vi ikke landet, og navnene i artiklen er pseudonymer.

“For to dage siden foretog politiet en razzia i vores hus. De fjernede alle de bibler og kristne bøger, som vi havde i huset.”

Usbekere spiller på gaden

Lazar* går lige til sagen. Han er kirkeleder i Usbekistan, et land, som ikke så ofte bliver nævnt i nyhederne. Ikke desto mindre ligger det på niendepladsen på Åbne Døres Verdensrangliste over forfølgelsen af kristne verden over. Naomi Vinter, der er journalist, rejste for nylig til den tidligere sovjetiske stat for at se, hvordan kirken klarer sig. Kommunismens rødder virker endnu ikke til at være visnet. De usbekiske kristne balancer mellem på den ene side frygt for overvågning, trusler og fængsling og på den anden side tro på Guds løfter.

Et hemmeligt møde på et gadehjørne
På hjørnet af en travl gade venter jeg på Lazar. Jeg ved ikke, hvordan han ser ud, eller hvilken slags bil han kører i. Han ved lige så lidt om mig. Vi kender begge kun det gadehjørne, hvor vi har aftalt at mødes. Sådan er det med næsten alle mine møder her: Jeg får kun oplyst et sted og et tidspunkt. Hvis ingen dukker op, kan det være fordi, at det på det tidspunkt ikke er sikkert for de kristne at møde mig. Overvågningen i Usbekistan er omfattende. Når du som udlænding rejser i landet bliver du hele tiden gjort meget opmærksom på dette. Jeg er nødt til hver dag at registrere mig, og hotellerne skal bekræfte, at jeg virkelig har sovet der. Når jeg forlader landet, skal jeg desuden kunne gøre rede for, hvor jeg har været dag for dag.

Lagt i håndjern
Så stopper en bil, og jeg forstår pludselig, at det er ham. Lazar har genkendt mig som en vesterlænding. Jeg sætter mig ind i bilen, og vi introducerer os for hinanden. Lazar begynder at køre, mens han er på udkig efter et sted, hvor vi uforstyrret kan snakke sammen. Lazar har næsten ikke sagt noget i to minutter, da han fortæller mig om razziaen to dage tidligere. “Faktisk var spørgsmålet ikke, om politiet ville komme, men hvornår. Alligevel var det et nervepirrende øjeblik. Pludselig stod der ti politimænd uden for vores dør. Og jeg blev lagt i håndjern, som om jeg var en forbryder.”

Lazar vidste, at han blev overvåget. Han leder en husmenighed, som mødes i små grupper. “Flere forskellige personer havde allerede fortalt mig, at de i det forløbne år var blevet spurgt om, hvem jeg var, og hvad jeg gjorde.”

Illegal kirke

Ortodoks kirke i Usbekistan

“I en periode kom jeg i den Russiske Ortodokse Kirke, men jeg bemærkede, at der også var et behov for gudstjenester på usbekisk. Så derfor arrangerede jeg sådanne gudstjenester”, fortæller Lazar.

Jeg mindes, at jeg havde set en Russisk Ortodoks Kirke langs vejen. Udsmykket i pomp og pragt udgjorde den en kontrast til omgivelserne. Jeg så mennesker, der kom og gik. Det er vanskeligt at få dette til at stemme overens med det faktum, at folk som Lazar er under så hårdt et pres i det selv samme land.

“Det er kun den Russiske Ortodokse Kirke, der er tilladt i Usbekistan. Dem, der kommer i andre kirker, får næsten aldrig tilladelse til at mødes,” forklarer Lazar. Det betyder, at hans kirke er illegal. Præsident Islam Karimov, der er leder af det tidligere kommunistparti, sidder stadig solidt på magten og gør alt, hvad han kan, for at holde usbekerne i et jerngreb. Han er modstander af alt, hvad der har med religion at gøre, hvilket betyder, at for eksempel muslimer også er under pres.

To dage siden razzia
Vi har nu parkeret bilen og er gået ind i en travl café, hvor Lazar kan fortælle sin historie, og hvor vi ikke virker så iøjnefaldende blandt alle cafegæsterne. Men jeg spekulerer stadig på, om det er farligt for Lazar at blive set sammen med mig. Det er meget muligt, at han stadig bliver overvåget her kun to dage efter razziaen. Da jeg spørger Lazar om det, fejer han mine bekymringer til side. “Jeg er så glad for, at der er nogen, jeg kan snakke med,” siger han. Hans kone Leila* har sluttet sig til os og giver klart udtryk for, at hun er helt enig med Lazar. De virker begge til at være glade for at kunne fortælle deres historie til en, der kommer udefra.

Bøder på et års løn
Den straf, som Lazar kan modtage for at være i besiddelse af de “ulovlige bøger”, han havde i sit hus, er en fængselsdom på femten dage eller en stor bøde. Pludselig er jeg uden for samtalen, da de henvender sig til hinanden. “Jeg ville foretrække en fængselsstraf,” siger Lazar. Han kender til andre lignende tilfælde, hvor kristne er blevet idømt bøder, der svarer til mere end et års løn. Leila virker forvirret over sin mands reaktion. “Jeg ønsker ikke, at du skal komme i fængsel”, siger hun.

Sår ikke frygt
“Farisæerne forfulgte Jesus, men han fortsatte med sit arbejde. Aftenen efter razziaen læste jeg Salme 91, hvor der om Gud står: ‘Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’

Jeg vil ikke tillade mig selv at blive styret af frygt, for det hjælper dig ikke på nogen måde. Efter min anholdelse ringede en af naboerne til os. “Lazar”, sagde han, “vi har pakket vores ejendele, og vi er klar til at rejse til Moskva. Skal vi tage af sted?”

Lazar kan godt forstå denne holdning, men han lægger stor vægt på at lære sin kirkes medlemmer at have en anden indstilling. “Vi må modsætte os mennesker, der sår frygt. Guds løfter er stærkere”, understreger han. “Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten.”

Guds løfter er stærkere end frygten
Dette udsagn bliver hængende i mit sind. Jeg fortsætter med at rejse rundt i landet og møde andre kristne. Jeg hører om fængslinger, truende forhør og andre former for forfølgelse fra regeringen, som ønsker at undertrykke kristendommen. På heraf siger den ene efter den anden, fuld af overbevisning, til mig: “Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten.”

Kamp mod frygten
Alligevel kan denne frygt pludselig gribe fat om dig, hvis du befinder dig midt i en situation, hvor der er direkte forfølgelse. Det oplever jeg et par dage senere, da Lazar pludselig dukker op. Vi havde aftalt, at jeg skulle tale med ham igen senere hen i løbet af mit besøg, men han er kommet for at sige til mig, at mødet ikke kan finde sted. “Jeg forlader byen i aften. Min advokat har rådet os til at holde en pause. Der vil måske blive udført endnu en razzia mod vores hjem. Vi kan ikke klare det nu, derfor tager vi af sted.”

“Bed for mig og min familie,” siger Lazar til mig. Og lige så pludseligt, som han dukkede op, har han forladt stedet igen. I løbet af nogle få dage, oplever jeg, hvordan Lazar kæmper med truslerne, frygten og forfølgelsen fra det frygtelig hårde regimes side og med de overbevisninger, han har som kristen.

“Bed for mig!”
For øjeblikket, mens han balancerer mellem frygt og tro, indser jeg, hvor vigtigt det er, at Lazars historie bliver fortalt, og at der bliver bedt for ham rundt omkring i verden. Jeg beder om det, som han så overbevisende sagde til mig et par dage tidligere: At den frygt, som regeringen forsøger at så, ikke må slå rod i hans hjerte.

Et par uger senere rapporter Lazar, at han og hans familie er tilbage i hjemmet. Men problemerne er ikke forbi. Der er blevet rejst retssager mod ham, og myndighederne har truet ham med dødsstraf.

* Af sikkerhedshensyn er navnene i artiklen pseudonymer.

Opmuntrende reaktioner på satellit-tv: “Jeres program førte mig tilbage til Herren”

Evangeliet forkyndes via tv og radio

“Tak for jeres kærlighed. At tale med jer er som at lægge lægende medicin på et sår”, skriver Hasan, der bor i et land i Mellemøsten, til et kristent satellit-tv programs opfølgningsteam. Et af målene for de tv-stationer, som sender kristne programmer ud over hele Mellemøsten, er at hjælpe kristne med at stå faste i troen, når de lever i lande, hvor det store flertal er muslimer.

Mange mennesker, der bor i Mellemøsten har adgang til satellit-tv. De kan uden nogen større indsats se disse programmer i deres egen stue. Åbne Døre er både involveret i produktionen af og transmissionen af de forskellige programmer samt den opfølgning, der er efter programmerne.

Ført til Gud gennem tv-udsendelse
De reaktioner vi får, når vi efter udsendelserne følger op og taler med seerne, fortæller os, at vi helt klart opfylder et behov. Reaktionerne på programmerne varierer. Vi modtager spørgsmål om ægteskab, har diskussioner om teologiske emner, men får også opmuntrende reaktioner fra personer, der er blevet berørt af Herren gennem programmerne. “Den sidste episode om Nermeen, som var syg, berørte min forlovede og mig selv rigtig meget. Den bragte mig tilbage til Herren”. Det var den reaktion, som mand fra Nordafrika kom med, efter et af programmerne.

Masser af spørgsmål fra søgende
“Jeg var meget berørt af historien om den dame, der havde kræft, og hvordan Gud blev herliggjort gennem hende, og hvordan hun blev helbredt”, sagde en anden person fra Mellemøsten. “Mange tak for jeres råd og for den opmuntring, I har givet mig. Jeg har hårdt brug for det”, sagde en tredje. En kvinde fra Nordafrika har et interessant spørgsmål: “Jeg har en muslimsk ven. Han elsker kristne, og han ønsker at blive en kristen og gifte sig med en kristen pige. Hvad skal han gøre?” En mand fra det samme land har et lignende spørgsmål: “Jeg kender en, der ønsker at skifte religion, hvad skal han gøre?”

Helbredt for 20 års migræne

Evangeliet spredes til de fjerneste egne

Jafaar er meget opmuntret over en kontakt, han havde med en af folkene i opfølgningsteamet. “Tak for jeres kærlighed. At tale med jer er som at få lægende medicin på et sår.” Den 36 år gamle Hasan fortæller opfølgningsteamet, at han har lidt af migræne i mere end 20 år. “Jeg var nødt til at tage stærk medicin mod migræne, men det hjalp mig ikke. I de sidste seks måneder er anfaldene begyndt at komme to gange om ugen. Det var forfærdeligt at leve med sådanne smerter. Jeg har altid troet på Gud, men jeg var langt væk fra ham, indtil jeg i jeres program hørte, at vi skal bede ham om at helbrede os fra vores sygdomme. Jeg bad ham om at helbrede mig, men jeg var ikke holdt op med at tage medicinen”, siger han. “Jeg gik i kirke om søndagen, og jeg bad vores præst om at bede for mig.” Vi begyndte at bede sammen, og mens vi bad og sang sammen, følte jeg noget mærkeligt ske. Jeg fik en følelse af, at jeg ikke længere havde migræne. Og siden den 10. maj i år har jeg ikke haft nogen migræne anfald. Jeg ønskede at fortælle jer om dette, fordi jeg tror, Gud har helbredt mig fra denne migræne,” fortsætter manden. “Jeg ville bare gerne vidne om dette – specielt over for de mennesker, der går igennem det samme. Mange tak for det smukke program.”

Endnu en af seerne, Carla, skriver: “Mange tak for jeres råd og den opmuntring, I har givet mig. Jeg er hårdt brug for det, og jeg vil følge jeres råd.”

Disse stærke og opmuntrende beretninger og vidnesbyrd viser, hvordan Evangeliet vokser sin vækst og når ind selv der, hvor det ellers er umuligt at nå ind.

Steve Jobs from Apple (From: Wikipedia.org. Copyright: Matt Yohe)

Steve Jobs’ hjælp til den forfulgte kirke

“Det er ikke blot den nørdede leder, der nyder godt af Apples vækst,” siger en Åbne Døres observatører af situationen i Mellemøsten. “Den eksplosive vækst og de beslutninger, Apple har truffet, har også betydet en kraftig vækst i brugen af nye teknologier, der kan hjælpe den forfulgte kirke.”

Under vejledning af Steve Jobs, medgrundlægger af Apple, der den 24. august fratrådte som administrerende direktør for virksomheden, er det ene succesfulde produkt efter det andet blevet lanceret. På grund af den store udbredelse af Apples produkter i løbet af det sidste årti har Apple ofte sat nye standarder for digitale formater. Og denne udvikling har ofte været en stor hjælp i arbejdet med at sprede Evangeliet og hjælpe de forfulgte kristne til at kunne lære Guds Ord bedre at kende.

“I virvaret af forskellige formater for behandling af lyd, video og tekst, har Apples beslutninger om at udvælge nogle få universelle formater,” fortæller Åbne Døres medarbejder, “gjort det meget lettere for os at nå mange mennesker med det samme produkt.”

I dag er næsten alle bærbare afspillere eller telefoner, der kan vise video, i stand til at bruge den komprimerede metode H.264 (eller MP4) til afspilning af videoer, som blev udbredt med introduktionen af Apples første iPhone. Desuden har Apples beslutning om at bruge ePUB i deres elektroniske læsere til e-bøger i høj grad understøttet udbredelsen af bibler i et enkelt, digitalt format.

Bibelen som tekst kan spredes mere effektivt
Åbne Døres medarbejder forklarer: “I Mellemøsten og Nordafrika er der flere lande, som vi anser for at være lukkede lande. Det er svært for os at bringe bibler ind i disse områder, og for de kristne, der kommer fra en muslimsk baggrund, kan det være farligt at være i besiddelse af en trykt udgave af Bibelen. I den situation er en digital bibel på ens mobiltelefon både sikrere og lettere at bruge. I vores region har rigtig mange en mobiltelefon – og helst en, der ser fancy ud. Fordelen ved EPUB-formatet er, at det automatisk arrangerer teksten sådan, at teksten fint kan læses, selv på en lille skærm på en mobiltelefon.”

Evangeliet spredes gennem lyd og video
“I tillæg til Bibelen som skreven tekst,” fortæller medarbejderen videre, “findes der desuden for mange sprogs og forskellige bibeloversættelsers vedkommende en indtalt version af Bibelen, som er tilgængelig i lydformat. Disse lydversioner kan relativt nemt stilles til rådighed for mobiltelefoner og MP3-afspillere. Dette er meget nyttigt for kristne, der er analfabeter, og for dem, der vokser op i en mundtlig tradition, hvor det at høre en historie er vigtigere end at læse en.”

“Den arabiske verden, og verden generelt, er i forvejen vant til at modtage mange indtryk gennem lyd og billeder, og korte video klip om Jesu liv eller videoer, der forklarer det grundlæggende i Evangeliet, kan være meget stærke og kan påvirke folks liv. Ved hjælp af Wi-Fi og Bluetooth teknikker kan disse filer endda også ganske let overføres fra den ene kristen til den anden. Der er ikke brug for nogen stor trykpresse for at gøre det!”

“Det er fantastisk,” konkluderer Åbne Døres medarbejder, “at se, hvordan teknologien kan bruges på en god måde og fremme Guds rige!”

Ruth mistede sin far, da guerillaer slog ham ihjel. Bagefter kæmpede hun med sorg, bitterhed og selvmordstanker. Men en dag oplevede hun et vendepunkt i sit unge liv.

Ruths far blev skudt af guerillaer i Colombia

Hun havde ikke leet i næsten to år – lige siden sin fars tragiske død i august 2009. Selvom hun stadig kunne lide at dyrke sport og at snakke med sine venner, var der ikke længere det samme liv i hendes øjne, sådan som hos mange andre teenagere. Og når hendes venner lo, lo hun aldrig med dem.

Ruth troede, at hun aldrig nogensinde igen ville begynde at føle den glæde, som hun engang havde følt, før hendes far blev dræbt. Hun var kun 14 år gammel på det tidspunkt, og to år senere troede hun stadig, at det var hendes skyld, at hendes far, som var en velkendt kirkeleder i det østlige Colombia, blev myrdet.

Fyldt af bitterhed og vrede mod sig selv
Den dag guerillaerne skød ham, ventede han på hende et øde sted. Hendes far, Donato, og mor, Sandra, havde givet Ruth lov til at tage hen for at spille sit yndlings spil, fodbold. Men på vej tilbage blev hun forsinket. Derfor var hendes far, Donato, gået ud for at lede efter hende.

Hun begyndte at blive mere og mere fyldt af bitterhed indvendig, og hun blev mere og mere vred på sig selv, da hun blev overbevist om, at det var hende, der havde forårsaget sin fars død. Ved sin 15 års fødselsdagsfest kunne hun ikke holde tårerne tilbage. “Jeg ønsker ikke at leve længere,” hulkede hun.

Selvmordstanker
Selvmordstanker blev en del af hendes hverdag, mens hun til stadighed skændtes med sine søstre og kæmpede med en utilfredshed over alt det, der gjorde hendes liv uudholdeligt. Hendes mor, der nu var enke og modtog regelmæssig økonomisk og psykologisk hjælp gennem Åbne Døres “Program for martyrers familier”, indrømmede, at selv om alle hendes fire børn kæmpede med problemer pga. deres fars død, var det Ruth, der havde det værst.

Vendepunktet

Ruth forstod, at hun er værdifuld i Jesus

Ruth fra Colombia sept 2011Men i juli måned ændrede Gud situationen for Ruth, da hun var en af de 30 enkers børn, som blev inviteret til at være med på en lejr for forældreløse børn. Lejren, der var sponsoreret af Åbne Døre, var for børn og unge fra seks forskellige regioner i Colombia.

I løbet af de tre dage, lejren varede, brugte Gud sjælesørgere, som ved hjælp af spil, aktiviteter og undervisningssessioner konfronterede Ruth med hendes inderste smerte og hjalp hende ind på en vej, som førte til helbredelse.

“Jeg ønsker at fylde mit hjerte med tilgivelse”
På et tidspunkt blev hun bedt om at nedskrive alle de ting, hun ønskede skulle fylde hendes hjerte. Da hun og de andre var færdige, fik de hver en overdådig pude, der var formet som et hjerte. De stoppede så papirerne ind i puden og syede den til, så den var lukket, og papiret for altid ville forblive indeni den.

“Jeg ønsker at fylde mit hjerte med tilgivelse over for mig selv og over for dem, som dræbte min far,” skrev Ruth. Så gik hun hen for at fortælle de andre, hvad hun havde skrevet, noget som hun ikke tidligere havde haft mod til at tale om. Børnene og teenagerne smilte sommetider over, hvad de havde fortalt hinanden. Samtidig var deres øjne ofte fyldt af tårer, når de gav efter og græd deres smerte ud.

Murene faldt
Da de forstod, hvad Skriften lærte dem, og når de bad sammen, begyndte de mure, som Ruth opbygget havde i sit hjerte, at falde.

En anden af lejrdeltagerne, Adriana, havde mistet både sin far og sin onkel i et dødbringende angreb. Selv om hun var blevet født ind og opvokset i et kristent hjem, indså hun for første gang, at hun ikke havde givet sit liv til Jesus, og hun tog nu imod ham her på lejren.

Adskillige andre, ligesom fx Paola, indså, at deres personlige forhold til Gud var blevet skadet af deres fars død. Et søskendepar, Ingrid og hendes bror Felipe, besluttede sig for sammen for at genopbygge deres liv med Herren ved hver dag at sætte tid af til at bede og læse Bibelen.

Sammen med de andre, der var i alderen fra 10 til 20 år, var Ruth med til at male et stort vægmaleri, hvor hvert barn skrev sætninger og tegnede billeder, der gav udtryk for deres smerte.

Deres ansigter så anderledes ud
“Der er mere smerte end glæde,” skrev Paola, da hun tegnede et forpint hjerte. Luis på 16 år tegnede et trist ansigt. En anden, som nu med glæde kunne se fremtiden i øjnene, skrev: “Fra sorg til lykke”. Ved afslutningen af lejren, da de samledes omkring et bål, hvor de sang sammen, så deres ansigter meget anderledes ud, end da de først ankom til lejren.

Glæden var også tydelig ude i lejrens køkken, hvor to enker, der havde mistet deres mænd i henholdsvis august og september 2009 hjalp med at lave mad de tre dage. Mens deres børn var beskæftiget med lejrens aktiviteter, fortalte Sandra og Gloria, hvor meget det betød for dem, at deres kristne søstre havde bedt om, at Guds kærlighed måtte røre ved og helbrede både dem og deres børn, så de kunne komme igennem sorgen.

Som en familie
De fortalte også om, hvordan Åbne Døre havde været som en familie for dem, der har støttet dem lige siden deres mænds død. Gloria tilføjede:

“Efter, at jeg har mistet min mand, har jeg sommetider helt mistet lysten til at gøre alt det, jeg skal gøre. Men her føler jeg mig nyttig, og jeg er glad for at kunne hjælpe og tjene disse børn, der, ligesom mine børn, ikke længere har deres fædre.”

“Arbejdet er endnu ikke færdigt”
Men på trods af deres åbenbare glæde “er arbejdet endnu ikke færdigt,” sagde pastor Hector, der er en af sjælesørgerne og forbederne på lejren. “Det er nødvendigt at holde ud, indtil de oplever dybtgående resultater.” I løbet af september måned følger Åbne Døres repræsentanter og frivillige, der hjalp til på lejren, op på lejren og besøger hver enkelt af dem, der var med på den i juli måned.

Desuden er der planlagt endnu et arrangement for de forældreløse børn i oktober.

Sammen med Ruth blev også to andre piger på lejren i juli optaget som nye medlemmer på Børnecentret, hvor de vil bo, modtage kærlig rådgivning, gå i skole og det næste års tid hjælpe til med det daglige arbejde på centrets landbrug.

“Nu ved jeg, at jeg er værdifuld”
Fuld af glæde sagde Ruth: “Det er så svært at finde nogen mennesker, der virkelig tager sig af mig. Jeg troede slet ikke, at der var nogen! Men nu er jeg klar over, at der er nogen, og at jeg er værdifuld over for dem, som jeg ikke engang kender! ” “Jeg vil gerne være en god kristen og tjene Herren af hele mit hjerte,” sluttede hun.

Libyisk pastor får besøg af journalister

Livet er gradvist ved at vende tilbage til det normale i Tripoli.

“Butikkerne åbner igen”, fortæller en af pastorerne denne eftermiddag til Åbne Døre. “Vi kan igen tage ud og shoppe og købe dagligvarer.”

“Vi er meget taknemmelige over situationen”
Pastoren planlægger fredagens gudstjeneste, fortæller han over telefonen.

“Sidste gang var der kun mellem 40 og 50 til gudstjenesten. Det er langt mindre end normalt. Jeg forventer, at mange af dem, der plejer at komme, i den nærmeste fremtid vil vende tilbage, især de egyptiske medlemmer “, siger han.

Han fortsætter: “Vi er meget taknemmelige over situationen. Tak, om I vil bede for Libyen! Vi håber virkelig, at Libyen vil blive et moderat islamisk land.”

Journalister på besøg
I dag besøgte nogle journalister pastoren i kirken. Journalisterne, som var ledsaget af bevæbnede oprørere, spurgte til kirkernes situation i det nordafrikanske land, og pastoren fortalte dem om den aktuelle situation.

Libysk pastor: Livet vender tilbage til TripoliPastoren fortæller også, at han holder en tæt kontakt med medlemmerne af sin kirke. “Mest for at opmuntre dem og for at bede sammen med dem”, forklarer han.

“Bed for vores land!”
Til slut understreger han endnu en gang, hvor vigtigt det er, at alle kristne – både i og uden for Libyen – beder for landets fremtid: “I den kommende tid er det vigtigt at bede om forsoning og genopbygning af landet.”

Gadebillede fra Kampala, Uganda

Muslimsk far låste sin 14-årige datter inde i et rum med næsten ingen mad eller vand i månedsvis – blot fordi hun er blevet kristen. I dag kan hun ikke længere gå pga. torturen.

En 14-årig pige i det vestlige Uganda er stadig ikke i stand til at gå, 10 måneder efter at hendes far torturerede hende, fordi hun har forladt islam og er kommet til tro på Kristus, fortæller områdets kristne.

Susan Ithungu fra landsbyen Isango, der ligger i Kasese distriktet, har været indlagt på hospitalet i Kagando siden oktober 2010, hvor naboer med politiets hjælp reddede hende fra hendes far, Beya Baluku.

Han blev kort tid efter anholdt, men blev hurtigt løsladt igen, fortæller kilder.

“Stadig stærk i Herren Jesus Kristus”
“Det er ved Guds nåde, at Susan stadig er i live,” sagde han efter et besøg hos hende i sidste uge. “Selvom hun ikke kan gå, kan hun nu tale. Hun kan endnu kun spise skånekost. Men den virkelig gode nyhed er, at Susan stadig er stærk i Herren Jesus Kristus. Hun har brug for forbøn og støtte, så at hun snart kan genoptage sin uddannelse.”

Susan og hendes yngre bror, Mbusa Baluku, boede alene sammen med deres far, efter at han var blevet skilt fra deres mor.

I marts 2010 talte en evangelist fra kirken “Bwera Full Gospel Church” ved Susans skole, og hun besluttede sig for at tro på Kristus som sin frelser.

“Truede os med en skarp kniv”
“Vores far advarede os mod at gå hen i kirken eller lytte til Evangeliets budskab,” fortalte Susan. “Han truede os endog med en skarp kniv og sagde, at han var parat til at dræbe os ved højlys dag, hvis vi konverterede til kristendommen.”

Levede et halvt år af mudder og ristede bananer i et mørkt rum
“Han låste hende inde i huset i seks måneder i et rum, hvor hun var helt uden mulighed for at kunne se dagslys,” sagde præsten. “Den yngre bror fik at vide, at han ikke måtte fortælle nogen, at Susan var spærret inde i et værelse uden mad.”

Den yngre bror, Mbusa, fortalte, at når deres far var væk, ristede han bananer til sin søster.

“Jeg gravede også et hul under døren, hvor jeg kunne hælde vand igennem,” sagde han. “Min søster kunne drikke vandet ved at bruge sin tunge. Men de fleste dage levede hun kun af mudder.”

Naboer greb ind
Pastor Joseph Baluku fra “Bwera Full Gospel Church” i Kasese fortalte, at det var naboer, der opdagede, at pigen blev holdt låst inde i et rum med næsten ingen mad eller vand. Det var også dem, der meddelte overgrebene til myndighederne og efter hendes befrielse tog hende med hen til regeringshospitalet, der ligger cirka 45 km fra landsbyen i Kasese distriktet.

En nabo, som ønsker at være anonym, fortalte om, hvordan naboerne blev bekymrede, da de ikke havde set hende i flere måneder.

“Hendes bror fortalte os, at Susan var spærret inde i et af rummene i huset,” fortæller naboen. “Derefter indberettede vi sagen til myndighederne i Harukunggu og til politistationen i Bwera. Politiet tog så hen til huset og brød døren ind.”

Susan blev straks kørt til provinsens regeringshospital, som ligger cirka 17 km fra byen Bwera, hvor pastor Baluku besøgte hende.

Var skind og ben og kunne ikke tale eller gå
“Den unge Susan var meget dårlig, kun skind og ben, og hun var meget svag. Hun var ikke i stand til hverken at tale eller at gå,” fortalte præsten. “Hendes hår var blevet gult, hun havde lange negle og indsunkne øjne, og hun så meget tynd ud. Hun vejede mindre end 20 kg.”

Medlemmer af hendes kirke, “Full Gospel Church” i Bwera, bad for hende og besøgte hende på hospitalet, der ligesom mange andre offentligt støttede hospitaler i regionen normalt ikke opkræver regningen for opholdet, førend patienten udskrives. Disse hospitalers priser ligger også langt under de private hospitaler.

Kirke og naboer forsøger at betale hospitalsregning
Det er uvist, hvornår Susan vil blive udskrevet fra hospitalet, men pastor Baluku fortalte, at områdets beboere og kirkens medlemmer vil forsøge at indsamle de midler, der skal til for at betale regningen for hospitalsopholdet.

Pastoren fortalte, at betalingen af regningen fra sådanne offentlige hospitaler ofte kan udskydes, indtil man har penge nok til at betale den.

“Det kan blive en udfordring at skaffe pengene, men vi vil forsøge at gøre vores bedste,” sagde han.